Hvordan forstår vi problemer og forandring

Når man står med et problem, en bekymring eller en udfordring som kræver en forandring, har der altid været noget før problemet, noget man kunne kalde for en forventning. En forventning om, hvordan det f.eks. vil blive at være familie, hvordan man vil være som forældre, hvordan ens barn skal opføre sig m.v. Dvs. at der kommer noget før problemet, som man nu kunne kalde en bristet forventning.

Når man skal løse sit problem, kan det være nyttigt at finde tilbage til den oprindelige forventning og de vigtige elementer, den indeholdt. Når man står i nutiden og skal til at forandre tingene, skal de vigtige elementer tages op på ny og moduleres, så de passer til den "nye forventning". Det kan aldrig blive som forventningen var engang - for tiden er jo gået og ting er sket - men man kan finde en ny forventning, som passer bedst til de muligheder man nu står med. Det er noget af det, vi kan hjælpe med.

Vi vil gøre vores bedste for at være med til at støtte en positiv forandringsproces i jeres familie.

Det kræver MOD

Vi har stor respekt for, at der skal mod til at turde "at miste fodfæste for en stund", og vi vil gøre vores for, at I får de bedste rammer at udfolde jer i.

Problemer og det der virker

Når man har en oplevelse af, at mange problemer fylder hverdagen, har man en tilbøjelighed til slet ikke at lægge mærke til, eller give værdi til det, der faktisk fungerer. Men der er altid mange ting, der fungerer, og når man har fået øje på dem, kan man vælge at gøre mere af det, der virker. Nogle gange mindskes en del problemer ad den vej. 

Andre gange skal man skifte spor og gøre noget andet/nyt. Det tager tid at lave nye vaner, især i en familie hvor der er flere familiemedlemmer, der alle har deres rolle i det meget komplicerede mønster, en familie danner sammen.

Derfor er der brug for tålmodighed og små skridt, og et skarpt fokus.

Personalets rolle

Vores rolle er at præsentere nye muligheder, andre måder at forstå sig selv og sin familie på. Det er hensigten, at det skal give jer mulighed for at se jer selv lidt ude fra og få ny inspiration. Vi vil også hjælpe til med fokus og målsætning. 

Et forløb i Familiecentret kan ses som en træningslejr, hvor I kan eksperimentere og afprøve nye måder at være familie på. Det, der giver god mening for jer, skal I tage med hjem og øve mere på – gøre det til jeres eget.