Hvad gør man i ventetiden?

Når man har problemer, der presser sig på i hverdagen, går det ud over trivslen og overskuddet for alle familiemedlemmer. Ofte har man forsøgt mange ting selv, inden man søger hjælp fra andre, og derfor føler man sig tæt på magtesløs. 

Når man skal vente på, at den rette hjælp etableres, kan det være hjælpsomt at se denne tid som begyndelsen på den forandring, der ønskes.

Derfor vil vi opfordre til, allerede i ventetiden, at fokusere tankerne på, hvilken lille forandring, der vil kunne betyde en relativ stor ændring til det positive for familien. Det ligger i den menneskelige natur, at vi ofte har det udgangspunkt, at hvis bare "andre" var anderledes, ville det hele være lettere. Og det kan have sin rigtighed! Problemet er bare, at vi kun evner at forandre andre, gennem en forandring af os selv. 

Derfor giver det ofte mening at tænke over en lille ting, man selv kan ændre på. Det kan være ens tonefald, måden man forklarer sig på, hvad fokuserer man egentlig på; det man ikke vil have, eller det man gerne vil opnå. Skriv gerne ned, hvis det er muligt, for det er et godt udgangspunkt for at starte et forandringsforløb.